Tid til en update

Tid til en update

4. oktober 2022 Af milleoghestene

Nå ja, det var ikke meget jeg kom i gang med at blogge efter mit sidste indlæg om at være psykisk syg og have heste. Nu har jeg dog fået lidt blod på tanden igen efter Zibrasport Equest delte mit blog indlæg på deres side. Tak!

Siden jeg skrev mit andet opslag i april 2022 er der sket rigtig mange ting! Jeg har været startet på nyt medicin, stoppet med noget andet medicin, fundet ud af at det bare ikke gik og startede igen på det samme medicin. Alt med medicinen fylder rigtig meget – jeg har desværre taget meget på af det og det gør mig så ked af det, for nu er jeg faktisk blevet for tung til at kunne ride.

Jeg har sat Question ifol, så det har taget meget af min dårlige samvittighed med at jeg ikke kan ride. Obi er flyttet til Fyn hos min veninde, så han bliver også holdt i gang uden at jeg skal tænke på det. Fabian er gået på pension og nyder bare livet. Fritz er blevet aflivet og jeg savner ham hver evig eneste dag, men han havde desværre fået spat i sin hofte og havde mange smerter. Bella og Nelly går også bare og hygger sig.

Hvad med det psykiske?

Uh ja, det er både op og ned. Jeg har haft en rigtig dum sommer mht. mit humør, jeg har været meget deprimeret og haft rigtig mange katastrofe tanker. Det dræner mig virkelig meget. Jeg stoppede i foråret med at tage min psykose medicin, fordi jeg ikke følte den gjorde noget godt for mig, men efter nogle måneder blev alt bare meget værre. Jeg græd nærmest hver dag og magtede ingenting. Mine katastrofe tanker blev værre og alt sejlede bare for mig. Psykiater mente det måtte være psykose medicinen, så den startede jeg på igen og jeg har fået det meget bedre – heldigvis!

Jeg har det alt i alt okay nu, men mit overskud er ikke særlig stort. Jeg har haft meget svært ved at passe hestene hele sommeren, men heldigvis kom de i løsdrift og min kæreste hjalp mig rigtig meget med, at passe dem. Nu er Question og Nelly kommet på boks igen, så nu skal der muges osv hver dag igen – jeg frygter det lidt, for kan jeg magte det? Eller kommer alt ansvaret bare til at hænge på Michael (min kæreste) igen i år?

Min hjerne kører hele tiden på fuld smadder og jeg er konstant træt og ugidelig. Især nu hvor alt er begyndt at blive vådt, koldt og gråt igen – det gør ligesom intet godt for hele situationen.

Trods alle de psykiske udfordringer har det også været en god sommer, jeg har stadig fået hygget med hestene, mysset deres bløde muler og mærket deres nærhver på de aller dårligste dage.

Store Hestedag

Vi var afsted på Store Hestedag igen i år og det var fantastisk. Vi havde Question, Nelly og Obi med. Jeg var meget nervøs for hvordan jeg selv ville klare det og om jeg kunne magte det, men det gik så fint! Jeg huskede at nyde det og holde en masse pauser ind imellem. Jeg glæder mig allerede helt vildt til næste år. Hestene klarede det også fint, Question var dog ikke helt fan, men det gik. Alle fik gode point og jeg kunne ikke være mere tilfreds.

Nyt arbejde og (måske) slut med sygemelding

Det er jo ingen hemmelighed at jeg har gået sygemeldt de sidste 2 år pga. mine psykiske udfordringer, men det er forhåbentlig slut på et tidspunkt. Vi er i hvert fald begyndt at arbejde os derhen af! D. 14 September åbnede min mor og jeg nemlig en webshop med salg af rideudstyr. Det er så mega spændende, men også en kæmpe omvæltning. Jeg må pt. arbejde 2 1/2 time om dagen og det passer mig fint, for efter der er jeg udmattet i hovedet. Webshoppen hedder MM Horsewear og vi har åbnet den for “min skyld” – pga. mine udfordringer har jeg meget svært ved at tilpasse mig på en arbejdsplads, men ved at jeg har “mit eget” og er min egen chef, kan jeg meget bedre magte det.
Det har været mega hårdt at starte op igen, men også vildt fedt. Jeg er stadig delvist sygemeldt og skal langsomt øge mine arbejdsdage, men vi tager alt med ro her i starten, så jeg ikke får et tilbagefald.

Det var en lille update herfra – i hører snart fra mig igen 🙂